kommende grafiker illustration

Kommende grafiker!

Så vidt jeg ved, læser langt størstedelen kun de første par linjer af en brødtekst i en avis. Derfor er sensationen altid placeret kortfattet øverst. Dette er jo ikke en nyhedsartikel i en avis, men derimod bare et nyhedsindslag på en hjemmeside. Jeg vil derfor prøve at favne bredt ved at lave en kort og præcis udgave – og en lidt længere, men uddybende udgave til de af jer, som kunne finde det interessant. Okay, lad os så begynde.

Den korte udgave:

Efter lang tids rådvildhed fandt jeg ud af, at jeg gerne ville søge ind som mediegrafiker, da det hænger utrolig godt sammen med mine kreative interesser og min glæde ved kommunikation, håndværk og teknologi. Processen var lang og besværlig, men heldigvis slap jeg igennem nåleøjet og er nu kommet ind. Jeg skal starte den 15. januar, hvilket jeg glæder mig helt afsindig meget til!

Den lange – men også mere uddybende udgave:

Tilbage i 2017 droppede jeg ud af gymnasiet i midten af 3. g. Det var en af de sværeste beslutninger, jeg har truffet i mit ellers korte 22-årige liv. Min beslutning medførte en masse stærke reaktioner fra min omgangskreds – gode såvel som dårlige.
Det var en indre kamp at skulle stå op for mig selv og ved mig selv, når normerne og mit rationale pegede i en anden retning. Det er svært at forklare helt præcist, hvad der var så galt, at jeg ikke kunne klare det sidste halve år. Jeg gik i en god klasse, klarede mig ganske godt og havde dygtige og kompetente undervisere. Alligevel føltes det bare ikke rigtigt indeni på nogen tænkelig måde. Hver morgen var det den samme kamp for at komme op og jeg var aldrig sådan rigtig glad eller tilfreds med tilværelsen.
Det var ligesom om, at uanset hvor meget jeg prøvede at passe ned i ”kassen”, som jeg følte jeg skulle være en del af, så kunne jeg aldrig rigtig være der, og det føltes ekstremt klaustrofobisk. Sagt med andre ord, så var det en følelse af at sidde mellem to stole (den kreative stol og den akademiske stol) – uden rigtigt at sidde godt på nogen af dem. Derfor valgte jeg at stoppe for at følge min mavefornemmelse, som fortalte mig, at jeg skulle noget andet.

Perioden efter jeg stoppede på gymnasiet:

I den efterfølgende periode har jeg arbejdet både deltid og fuldtid som vikar i en større virksomhed, alt i mens jeg prøvede at finde ud af, hvad der så skulle ske med det satans liv, som musikgruppen TV2 ville sige det. I min fritid har jeg brugt tiden på at male, tegne og øve mig i at bruge digitale værktøjer. Derudover har jeg også været i gang med at renovere lejlighed, så ja, der har været nok at se til. I et års tid var det en gåde for mig, hvordan jeg skulle få skabt mig det liv, som jeg godt kunne tænke mig.
Det sværeste har afgjort været at skulle være ærlig overfor mig selv og holde andre menneskers holdninger og livsførelse ude af ligningen. Som menneske bliver jeg – nok ligesom så mange andre, enormt påvirket af andres holdninger eller meninger omkring min livsførelse.
Jeg skulle jo ligesom have knækket denne kode. Derfor begyndte jeg at skrive mine styrker ned og overveje, hvad jeg har at tilbyde verden fremfor at tænke, hvad jeg ”burde” tilbyde verden. Jeg nåede frem til, at mine kreative og kommunikative evner er nogle af mine stærkeste forcer. Det næste naturlige spørgsmål blev så, hvordan jeg finder en levevej, hvor jeg kan benytte disse kompetencer og samtidig tjene lidt til dagen og vejen?

Drømmen og overvejelser omkring fremtiden:

Drømmen er at leve af at lave selvstændigt æstetisk indhold, men samtidig er jeg ikke eneboer-typen, som ville elske at stå alene hele dagen i et atelier. Faktisk holder jeg allermest af at være omgivet af andre mennesker – i hvert fald hvis det er i nogle harmoniske omgivelser. Jeg er faktisk overraskende kontrolleret som menneske og er vild med at have meget faste rutiner (det skal helst bare være mine egne), en nogenlunde stabil løn og generelt have et meget klart overblik eller handleplan over, hvad der skal ske fremover. Jeg beklager meget, hvis jeg nu saboterer din idealiserede idé om, hvad det vil sige at være en kreativ kunster-type i virkeligheden. Hvis det er nogen trøst, så er jeg overbevist om, at der også findes en masse af de der mere ”nonchalante” typer, som maler hele natten, aldrig har en krone på lommen og som ligger i grænselandet mellem gal og genial. Personligt tror jeg bare ikke, at jeg passer ind under denne type.

Mediegrafiker-uddannelsen:

Tilbage til historien.
Det næste der skete var, at min kæreste som også lever af at male, laver workshops og underviser i billedkunst-faget, introducerede mig til mediegrafiker-uddannelsen. Først tænkte jeg, at det nok ikke var noget for mig, da det nok mest var folk, der lavede kedelig emballage eller satte et eller andet firmas tilbudsavis op. Der var en masse stemmer indeni mit hoved, som var meget farvet af alle de fordomme, som jeg havde hørt dengang, jeg gik på gymnasiet. Mediegrafiker-uddannelsen ligger nemlig ude på teknisk skole (SDE), hvilket der var mange jokes omkring, da det efter sigende skulle være sådan lidt ”low life”.
Rationelt vidste jeg jo godt, at virkeligheden var en anden, og at verden jo slet ikke ville kunne fungere, hvis der ikke var plads til alle typer erhverv. Alligevel krævede det lidt overtalelse at tage ud og besøge skolen. Heldigvis blev alle de indre stemmer gjort fuldstændig til skamme da jeg kom derud! Jeg blev blæst helt bagover af begejstring da jeg kom derud og tænkte: ”Her vil jeg gerne være”.
Det første positive tegn var, at langt over halvdelen af eleverne havde farverigt og mønstret tøj på – hvilket jeg selv er stor tilhænger af og går meget op i. Eleverne virkede bare så teknisk dygtige og utrolig engagerede, hvilket jeg afgjort ser som et kvalitetsstempel.
Der er ikke noget mere berigende end at være omgivet af personer, som virkelig brænder for og tror på det, de laver. Da jeg kom hjem, var jeg helt overbevist om, at det lige var noget for sådan en som mig – hvilket var en kæmpe lettelse!
For første gang var der et sted, hvor jeg havde et reelt ønske om at være og hvor jeg tænkte, at jeg rent faktisk ville passe ind eller snarere høre til.

Ansøgningsprocessen:

Næste step i processen var at søge ind. Det passede desværre så dumt, at jeg lige akkurat havde været ude at besøge skolen efter der lige havde været optag, så jeg blev nødt til at vente et år på at kunne anmode om optagelse. Ventetiden var lang og satte virkelig min (u)tålmodighed på prøve. Endelig blev det november og det blev tid til optagelsesprøven, som bestod af tre opgaver man skulle løse på to døgn.
Efter jeg havde besvaret opgaverne fyldestgørende og afleveret dem indenfor tidsfristen, blev jeg indkaldt til noget som skolen kaldte en ”camp-dag”, hvor alle ansøgere, der havde afleveret en optagelsesprøve, skulle testes i forskellige færdigheder. Vi var omkring 60 ansøgere og der var kun 20 kvotepladser. Det var en meget intens dag, hvor man både skulle have testet sine tegnefærdigheder -såvel som ens tekniske egenskaber. Efterfølgende ville underviserne kigge på resultaterne fra camp-dagen og veje dem op imod optagelsesprøverne, for så at indkalde et mindre antal ansøgere til optagelsessamtaler.

Indkaldelse til optagelsessamtale:

Jeg var en af dem, som blev indkaldt til sådan en samtale. Jeg tror sjældent, jeg har været så nervøs som den dag. Følelsen af at være så tæt på at komme ind – og så alligevel så langt fra!
Til samtalen besvarede jeg alle deres spørgsmål fyldestgørende, men alligevel gik jeg derfra med en underlig mavefornemmelse. Det havde ikke været en særlig rar oplevelse – men jeg er generelt også rigtig nervøs for at skulle testes eller eksamineres på den måde. Dernæst skulle der gå en uge, før man fik svar. Det kan sammenlignes med at gå op til en mundtlig eksamen, hvor man så bagefter skal vente en hel uge på at få respons – det er helt uudholdeligt. Jeg tror jeg tjekkede min E-boks mindst ti gange om dagen i den uge og jeg nåede at genopleve optagelsessamtalen forlæns og baglæns i mit hoved mindst en million gange.

Afslaget:

Dagen kom, hvor jeg fik svar.
Der stod det sort på hvidt:

”Kære Carina.
Vi må desværre meddele dig, at du ikke er kommet i betragtning til en af kvotepladserne, og dette skyldes, at vi har haft flere kvalificerede ansøgere, end vi har mulighed for at optage….

Du er sat på venteliste, hvilket betyder at du vil komme ind på holdet, hvis nogen indgår en uddannelsesaftale, eller hvis der er nogen der falder fra inden for de første 3 uger”.

Hele min verden brød fuldstændig sammen på et splitsekund! Jeg havde godt været klar over, at der var en risiko for, at jeg ikke kom ind, men jeg havde ikke helt turdet tænke på det, da jeg havde en idé om, at det måske kunne have en eller anden form for underbevidst indvirkning på undervisernes beslutning. Det er ret overtroisk – det ved jeg godt. Åh, jeg var jo bare så tæt på målet, og hver celle i min krop havde så inderligt lige håbet på, at jeg kom ind. Tanken om at jeg blev afvist var helt ulidelig. Følelsen af at få en fjerde plads. Jeg var så tæt på medaljerne og så alligevel var jeg så langt fra!
Det værste ved det var, at jeg ikke vidste, hvad jeg var blevet valgt fra på, hvilket først satte mit hoved i gang. I flere dage efter var jeg helt utrøstelig. Det handlede måske ikke så meget om det egentlige afslag, men mere om, at jeg for første gang virkelig havde mærket efter og fundet noget, som jeg oprigtigt gerne ville og som jeg ved at jeg evner – og så blev jeg valgt fra.
Det var måske i virkeligheden den største afvisning. Samme dag ringede mine forældre for at høre, hvordan det var gået. Det var næsten helt ubærligt at skulle fortælle dem, at jeg ikke var kommet ind. Ikke fordi de ville blive skuffede, for sådan er de ikke, men derimod fordi de vidste, hvor meget jeg gerne ville det. Min far prøvede at trøste mig ved at sige: ”Miraklernes tid er ikke forbi endnu”.
Det var særdeles fint sagt, men jeg følte ikke rigtigt, at jeg kunne bruge det til så meget i øjeblikket. Dagen efter samtalen bestilte jeg en tid ved en UU-vejleder og et møde med VUC-enkeltfag. Jeg følte virkelig, at jeg havde ramt et personligt nulpunkt, for det var jo ligesom ikke sådan, at jeg havde forestillet mig det skulle gå. Jeg kunne næsten på forhånd høre for mit indre øre, hvordan den kommunalt ansatte vejleder ville opfordre mig til at vælge noget praktisk – måske pædagog? Om ikke andet noget, hvor man skal bruge sit hoved fremfor hænderne, for det er der meget mere sikkerhed og stabilitet i. Det har jeg i hvert fald fået fortalt et utal af gange før. De efterfølgende dage brugte jeg på at prøve at finde en plan B-C-D eller lignende. Noget skulle der jo ske med min tilværelse.

“Miraklernes tid er ikke forbi endnu”

Alt i mens jeg helt fortvivlet sad og drak morgenkaffen, ringede telefonen. Det var et nummer jeg ikke kendte, så det var heldigt, at jeg tog den – det gør jeg normalt ikke. I den anden ende af røret kunne jeg høre en mørk mandestemme. Det var vejlederen ude fra mediegrafiker-uddannelsen. Mit hjerte stivnede af en blanding af skræk og spænding. Han spurgte lidt bævende, om jeg stadig havde lyst til at starte på uddannelsen, for i så fald havde de fået en plads til mig. I et splitsekund gik alt indeni i stå og halsen snørede sig fuldstændig sammen. Jeg havde svært ved at finde ordene frem, selvom jeg vidste præcis hvad jeg skulle sige. Med en spinkel stemme fik jeg sagt: ”Ja, selvfølgelig”. Dertil svarede han, at det var han glad for at høre, og at der såmænd ikke var andet, han ville. Afslutningsvis sagde han: ”Vi ses den 15. januar 2019”. Mit humør gik fra 1 til 100 på mindre end et millisekund. Sikken en emotionel rutsjebanetur, tænkte jeg! Sjældent har jeg følt mig så glad og lettet – nu havde jeg en plan! Det var den største og bedste julegave jeg kunne ønske mig. Så ja, min far fik ret – miraklernes tid var ikke forbi og det hele endte med at flaske sig. Lige siden opkaldet har jeg bare været helt utrolig glad og slet ikke til at skyde igennem af bar begejstring. Derfor kan jeg med stolthed i stemmen og med en følelse af ”zen” i kroppen sige, at jeg skal være grafiker!

Vil du dele med verden?