illustration til indslag om ny hjemmeside

Tadaaa! Ny hjemmeside

”Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid!”.
Ej, spøg til side. Du bydes hermed oprigtigt og hjerteligt velkommen til min virtuelle varmestue, hvor alle mine kreative udskejelser får lov til at slå sine folder. Tak fordi at netop du vil bruge noget af din værdifulde tid på at klikke ind på min hjemmeside. Nu til dags, hvor tid er en mangelvare og alle og enhver prøver at prakke os alverdens ting og sager på, via reklamer på de sociale medier, er jeg meget beæret over, at du alligevel er havnet lige her – lige nu – sammen med mig!

Som min gæst vil jeg gerne fortælle dig lidt om mine tanker og visioner bag hjemmesiden, og så skal du ellers bare føle dig fri til at klikke rundt og gå på opdagelse via menuen oppe øverst, som du lyster!

Baggrunden for og visionen bag hjemmesiden:

Først og fremmest skal der lyde det største og mest rungende TAK til min fantastiske storesøster Charlotte og hendes studiegruppe på multimediedesigner-uddannelsen på KEA, som har været med til at skabe rammerne for og opsætningen af min nye superseje hjemmeside. Havde det ikke været for dem og al deres hjælp og vejledning, så havde min hjemmeside slet ikke været nær lige så godt lavet – så tusind tak skal I have!

For mere end et års tid siden begyndte jeg så småt at drømme om, at få lavet en samlet platform til mine kreative projekter. På det tidspunkt havde jeg afholdt nogle forskellige udstillinger, og ofte blev jeg spurgt ind til priser og om jeg havde andre værker liggende, som de kunne se. Det var enormt frustrerende ikke at have et specifikt sted at kunne henvise til, men derimod flere forskellige uformelle sociale platforme. Jeg følte, at jeg havde brug for et virtuelt rum, hvor jeg havde lyst til at vise – og dele ud af alle de kreative ting jeg går og laver, og hvor jeg selv kunne sætte rammerne for, hvordan det skulle fungere og se ud. Sagt med andre ord, så skulle hjemmesiden kunne fungere som et professionelt visitkort samtidig med at den skulle være tilpas rummelig, så jeg kunne dele alle mine kreative sysler – og ikke nødvendigvis kun mine malerier.
Jeg begyndte at vende disse tanker med min søster, som syntes, at det var en kanongod idé. Vi snakkede om, hvad sådan en kommende hjemmeside skulle indeholde, hvordan den skulle virke og hvordan designet skulle være. Desværre var hun travlt optaget på studiet, så det måtte desværre vente lidt, til der blev bedre tid. Midt i planlægningsprocessen var det ligesom om, at ”skæbnen” havde hørt os. En dag ringede min telefon, mens jeg var på arbejde. Det var min søster.
”Du gætter aldrig hvilken opgave min studiegruppe og jeg lige har fået?”.
Jeg fortalte min søster, at jeg lige var på arbejde, og at jeg derfor ikke havde særlig god tid – og at hun formentlig havde ret i, at jeg ikke ville kunne gætte det. Hun svarede: ”Vores eksamensopgave er, at vi skal lave en hjemmeside til en kreativ udøvende personlighed – derfor tænkte jeg på dig og vores kommende projekt. Jeg har fortalt min studiegruppe om dig, og de synes det er en rigtig god idé. Er du frisk?”. Jeg tror muligvis, jeg hvinede af bar begejstring og jeg fik selvfølgelig øjeblikkeligt sagt ”Ja tak!”. Efter jeg havde lagt røret på, hørte jeg Nikolaj Lie Kaas’ stemme fra de gamle Punkt 1 reklamer for mit indre øre – alt i mens jeg tænkte: ”Sikken win-win situation!”

Dernæst gik projektet i gang og det hele var helt enormt spændende! I og med at hjemmesiden var en eksamensopgave min søster Charlotte og hendes studiegruppe skulle op og forsvare, så var der nogle faglige kriterier, de skulle have med og overholde. Det var ikke alle disse kriterier, som helt harmonerede med mine ønsker for en hjemmeside. Heldigvis fik Charlotte og jeg aftalt, at de lavede hjemmesiden, så de kunne forsvare den fagligt, og så kunne vi bagefter gå ind og ændre og justere i den, så den bedre passede til mine behov – hvilket du som læser ser resultatet af her. Så vidt jeg er orienteret, klarede alle i studiegruppen sig godt til eksamen. Jeg endte ud med min drømmehjemmeside, som rummer alt hvad jeg ønskede mig, så det er jo helt fantastisk! Så ja, nu kan 2019 bare komme an! Jeg ser utrolig meget frem til de kommende kreative og digitale eventyr her på siden! Du skal være så hjerteligt velkommen til at følge med, hvis du har lyst!

 

Vil du dele med verden?