illustration til ny digital kunstbutik

Nu med webshop

Hej med dig – ja dig, bag skærmen. Træd endelig indenfor og tag et kig rundt i min lille virtuelle kunstbutik. Her er der ingen irriterende ekspedienter, som kaster sig over dig som et glubsk dyr, når du handler, eller siger “Ej, den her er bare lige dig”.

Nej, her hos mig må du faktisk kigge og hænge ud, ligeså længe du har lyst til. Butikken er døgnåben alle årets 365 dage, så du har masser af betænkningstid til at overveje dit valg, inden du gennemfører en handel. Hvis du er en eksiljyde ligesom mig, så kigger du nøje på priserne og bruger din sunde fornuft, inden du hiver pengepungen op af lommen – og ved du hvad? Det er bare helt okay med mig! ?

Webshoppen her har ikke til formål at skulle brødføde mig – det er faktisk bare for fornøjelsens skyld, jeg har lavet den. Jeg synes nemlig, det er spændende og fordi tanken om en lille butik altid har tiltalt mig.
Overskuddet fra webshoppen bliver brugt på nye materialer, så jeg kan blive ved med at lave det, som jeg holder allermest af i hele verden – nemlig at tegne, male og bruge mine hænder til noget kreativt.
For mig er det vigtigste at kunne være med til at sprede glæde, stærke farver og ikke mindst godt humør og humor gennem mine værker i min lille nye biks.

På nuværende tidspunkt består webshoppen af varer fra tidligere udstillinger, men tanken er, at den ganske jævnligt vil blive opdateret med spritnye værker, prints, tekstiler og lignende. Idéerne står i hvert fald i kø for at blive ført ud i livet, og jeg glæder mig simpelthen så meget til at komme i gang!
Ønsker du at vide mere omkring, hvordan en handel her på shoppen foregår, så har jeg skrevet det hele ned til dig under handelsbetingelser – så du kan være ganske tryg og rolig som forbruger.
Jeg har ikke meget andet tilbage at sige end tak, fordi du tog dig tid til at læse dette nyhedsindslag.
Rigtig god virtuel vindueskigning i min kunstbutik!

Vil du dele med verden?