"Birdface" illustration af: Carina Randeris

Birdface – en ode til alle bøjlebærerne

Læs novellen her:

”Du er, hvad vi her i branchen kalder for, et vaskeægte birdface”, udbrød kvinden, med en leende, hæs stemme. Hendes hår var nyklippet og sort. Mest af alt lignende hun en dårlig og meget kraftig udgave af Uma Thurman i filmen Pulp Fiction. Hun havde store fingerringe på og hendes fingre lugtede af gammel Roquefort – begge ting var i virkeligheden utrolig upassende, hendes erhverv taget i betragtning. Lysstofrørene i loftet flakkede så voldsomt, at man skulle tro, at de ville kunne udløse et epileptisk anfald. Lyset var goldt og gulligt på en skræmmende måde. På væggen hang der en afbleget og kikset plakat fra 80’erne med et kattemotiv på. En høj klirrende lyd skar i ørene. Det var metalaggregatet, som blev gjort sterilt af den unge assistent med de lange lakerede negle. Hun smilte smørret og så veltilfreds ud. Måske hun har masochistiske tendenser?
”Åbn så munden! Vi har jo ikke hele dagen”, kommanderede det sorte pagehår med den hæse stemme. Stemningen i lokalet var trykket og ubehagelig. Klumpen i halsen voksede sig ligeså stor som en hoppebold. Hænderne var kolde – men alligevel våde, og resten af kroppen var paralyseret af angst. Fokusér på prikkerne i rockfon loftpladerne – så kan angsten ikke mærkes!

1…

2…

3…

4…

5…

6…

7…

Et højt skrig kom fra den anden side af gipsvæggen, efterfulgt af massiv gråd!

8…

9…

10…

11…

Den unge assistent iførte sig hvide gummihandsker, som gav et højt smæld, når hun trak dem op over håndleddene. Det hele var meget sterilt og klinisk. Ud af øjenkrogen, kunne man se, at hun åbnede skabslågerne. Hun virkede søgende på en lidt nervøs og usikker måde.
”Kom nu med kassen – jeg skal bruge den nu!”, udbrød den kraftige matrone med pagehåret.
”Øhm… Jeg kan ikke se den – hvor er det nu, at den ligger henne?”, svarede assistenten helt hjælpeløst og en smule forskræmt.
”Åh altså, du kan da heller ikke finde ud af at gøre noget som helst rigtigt! Jeg har jo sagt, at den ligger på øverste hylde i skabet længst mod vinduet”.
Det hele virkede bekymrende. Vidste de to kittelklædte kvinder overhovedet, hvad de havde gang i? Og hvem var det, der skreg på den anden side af væggen? Og hvorfor i alverden havde de ikke skiftet det flakkende lysstofrør?
”Ah, her er den!”, fortalte assistenten begejstret og lettet. Hun åbnede kassen og tog en plastikpose op fra beholderen. I posen var der en underlig klæbrig masse, som mest af alt, mindede om en gang trylledej. Farven på massen var svær at placere. Den var ikke beige eller lysegul, men et sted derimellem med et grønt strejf. Den gamle matrone med de ildelugtende fingre, gned sig i hænderne og grinte lidt fornøjet og sagde: ”Ælt modellervoksen varm og smidig, og kom så herover med den – gerne i en vis fart, tak!”
Det var tydeligt, at ordet ”tak” ikke var generøst ment, men derimod en direkte diktatorisk ordre. Man kunne høre det på den måde, hun lagde tryk på ordet ”tak”.

Tællingen af prikker i loftet var gået i stå. Det er svært at bevare koncentrationen, når angsten har taget rigtigt fat. Hvad skulle der ske og hvad skulle den klæbrige voks bruges til?
Matronen uden fingerhandsker, stoppede sin let svedende og kraftige hånd ind munden på mig uden varsel. Det var grænseoverskridende og føltes mildt sagt som et overgreb. ”Hun er klar nu! Kom over med voksen med det samme” råbte hun til sin assistent, som æltede på livet løs.
Det blev pludseligt svært at få vejret. Om det var angsten eller kvindens næve i min mund var svært at sige. Hjertet pumpede og hele situationen var modbydelig! Det hjalp ikke at dissociere sig væk ved at tælle loftets prikker. Assistenten kom nu tættere på. Det sker nu, tænkte jeg!
Matronen stak med sin anden frie hånd fingrene ned i den udefinerbare masse. Hun bad mig om at åbne munden mere op, end hvad der fysiologisk er muligt. ”Pas på du ikke synker voksen – det kan være giftigt!” Grinte hun højlydt for sig selv. Assistenten løftede sin pegefinger nervøst og tilføjede, at det kunne føles lidt ubehageligt… ja, faktisk næsten kvælende. Hun så urolig ud, men tilføjede ”at man jo må lide for skønheden.” Munden blev fyldt helt op med den klæbrige masse. Der blev bestemt ikke sparet på den. Massen satte sig i alle tændernes fuger og tandkødets folder. Det smagte kemisk, som når man er lidt for lang tid om at synke en hovedpinepille. Man kunne virkelig smage, at det var noget giftigt og krasbørstigt stads. ”Bid så ordentligt sammen – ligesom en hund der snerrer”, fniste assistenten skingert – imens hun lavede knurrelyde og kradsebevægelser med sit kropssprog.
Jeg bed hårdt sammen, men kunne ikke få luft, da voksen gled længere ned i svælget. Febrilsk hev jeg efter vejret igennem næsen. Voksen var klæberig og munden fugtig. Alligevel begyndte massen at størkne og blive mere fast i sin form.
De indtørrede stykker af voksen begyndte at smuldre ned i halsen og luftrøret på mig. Jeg skulle hoste, men det var ikke muligt med munden fuld af voks. I min iver efter at få lov til at hoste, bevægede jeg kroppen uroligt. ”Lig så stille!”. Jeg fortsatte de urolige bevægelser – denne gang mere konsekvent. Matronen gentog: ”Lig så stille, sagde jeg!”. Det virkede meningsløst at fortsætte mine desperate tegn, så jeg spændte til i halsen, for at der ikke skulle ryge yderligere stykker af voks ned i luftrøret. Dette virkede for en stund, men var ikke en holdbar taktik i længden.

Det forekom mig pludselig urimeligt og uretfærdigt, at ikke alle tvinges igennem dette galehus. Den store operationslignende lampes kraftige lys, fik mine øjne til at løbe i vand. Det troede de to kittelklædte kvinder i hvert fald. I virkeligheden var det nærmere ubehaget og angsten ved hele situationen, som pressede tårerne frem.
”Nå, her ligger du rigtig nok godt hva’?”, sagde matronen højt imens hun tog hårdt fat i min skulder.
”Du skal blive liggende ti minutters tid endnu, så vi går ud og tager os en tår kaffe”.
De to kvinder rejste sig overraskende synkront fra deres drejende industrielle taburetter.
”Du må jo råbe højt…” Matronens sætning blev kvalt i hendes egen hæse latter. Hun tog sig til brystet, trak vejret dybt og prøvede at gentage sig selv: ”Ja, du må jo råbe højt, hvis der er noget”. Assistenten kunne heller ikke holde sit hånlige grin tilbage. Latteren var så høj, at det nok kun var hunde, der kunne høre de høje frekvenser. ”Hun har jo munden fuld af voks, så hun kan ikke sige noget.” Hun slog sig på låret af grin. ”Den var virkelig sjov – den vil jeg huske!”, svarede hun sin pagehårede chef, helt ildrød i hovedet. De to kvinder forsvandt ud af det smalle kolde lokale.

Igennem den tynde gipsvæg kunne jeg høre kvindernes stemmer. Som et ekko overhørte jeg dem sige, at mine tænder var de skæveste pløkker, de nogensinde havde set. Var de mon blevet kastet helt tilfældigt ind i kæften på mig som spæd? Det skulle man næsten tro, sådan som de så ud. Med lidt god vilje kunne man nok stoppe et helt terassebræt under fortænderne, og der ville stadig være plads tilbage, grinte de højlydt. Jeg havde lyst til at græde, men min krop var så forskrækket og lamslået af hele oplevelsen, at den bare stivnede og blev helt forstenet. Det slog mig pludselig, at det måtte være sådan, dødsstivhed føltes?

Jeg begyndte at tælle prikkerne igen. Denne gang nåede jeg til 57, før jeg blev forstyrret af en flue, som summede rundt ved mit ansigt. Man kunne selvfølgelig bare tælle antallet af prikker på en vandret og en lodret række, for så at gange de to tal sammen for at finde arealet – altså det samlede antal af prikker, men det virkede for nemt. Hellere én prik ad gangen, for så trak det den pinefulde ventetid ud.
Jeg kunne mærke mine øjne begyndte at flakke. Ikke på grund af træthed, men snarere på grund af manglen på ilt og ren og skær udmattelse. Øjnene blev lukket i. Det føltes ikke som normal let søvn – nærmere en komalignende tilstand. Lydene og lyset forsvandt. Alt blev stille og sort. For en kort stund var jeg helt væk. Mørke og atter mørke var det eneste, jeg anede for mit indre øje og omkring mig. Rummet forsvandt.

*Et hårdt, men fast greb tog fat i min skulder*
”Ja, der skal sgu mere end ti minutters skønhedssøvn til at redde det dér dukkefjæs” klukkede matronen, som slubrede den sidste smule kolde termokandekaffe i sig. Hendes ånde var fæl og bar præg af, at der ikke var tale om nybrygget kaffe. Jeg vågnede med det største chok og var helt rundt på gulvet. Lige dele forvirret og forarget over den hårde kommentar.
Jeg prøvede at sende hende kolde onde øjne, men matronen så dem ikke – eller også påvirkede det hende bare ikke?

”Er du klar til, at vi tager voksen ud?” spurgte assistenten med sin spinkle stemme. Jeg nikkede stille, for ikke at ryste yderligere flager af indtørret voks fri og ned i min hals. Min paralyserede krop begyndte at stoppe med at spænde og jeg kunne mærke en lettelse over, at dette mareridt af et tandlægebesøg snart var forbi. Assistenten hev den fyldige og helt slimede masse ud af min mund. Den var fyldt med savl og resterne fra dagens frokost, som havde sat sig fast i kindtænderne. Langt om længe kunne jeg hoste. Af matronen fik jeg et riflet plastikbæger med vand i. Måske var hun alligevel ikke så ondsindet som først antaget?, tænkte jeg for mig selv. ”Hvis du synes det her var slemt, så kan du glæde dig til på tirsdag, hvor vi skal svejse et metalstativ fast til dine tænder, som vil forfølge dig igennem alle dine teenageår.” grinte hun gennemtrængende. Min fornemmelse af, at hun måske alligevel var et godt menneske, forsvandt igen. Den unge assistent lo med, og rakte mig en brochure, hvorpå der på forsiden stod: ”Selv en øgle kan gå med bøjle”.

 

Vil du dele med verden?

Carina Randeris

Tak fordi du læser med! Dette er hvad jeg kalder et “indfald” – illustreret læsning omkring dét at være et kreativt menneske. Skulle du få lyst, er der mange flere indfald her på siden, som du kan hygge dig med.

Få besked om nye indfald

facebook2
instagram2
pinterest2

Flere indfald som dette