"smag for livet" illustration på indfald af: Carina Randeris

Smag for livet

Hør novellen som “lydbog” her:

 

Læs novellen her:

Tanten satte sig helt yderst på toilettets porcelæn, for at der ikke var nogen der skulle høre hende tisse, for gud forbyde, hvis nogen opdagede, at hun som kvinde tissede. Imens den stille rislen ramte vandet i kummen, lagde hun mærke til, at hendes nye blomstrede sommersandaler var blevet beskidte. ”Typisk!” sukkede hun. Derefter kiggede hun rundt på de mørkebrune 70’er klinker og forundredes over, at de ikke var blevet skiftet ud endnu. Hendes mand havde ellers plapret om en omfattende renovering af køkkenet og badeværelset igennem det sidste årti. Tanken skubbede hun væk og skyllede den ud. Imens hun vaskede sine hænder, slog det hende pludseligt: ”Gad vide om jeg nogensinde lærer at spille minestryger eller risk”? Hun vurderede, at med et intellekt som hendes, var det faktisk for dårligt, at hun ikke havde fået det lært. Faktisk var hun skarpere end hvad folk regnede hende for at være – det mente hun i hvert fald selv. Dernæst tørrede hun sine hænder og studsede over, hvorfor de havde et bidet på badeværelset, når det alligevel aldrig blev brugt? Og om hun nogensinde ville overleve dette års åndsforladte påskefrokost?

I den dunkle stue ved siden af, gik den hjemmelavede kryddersnaps på runde. Tapetet var støvet grøn med et gulligt skær fra de mange cigaretter, som var blevet røget indendørs i tidens løb. ”Hvor mange cigaretter skal der mon til, for at opnå denne helt særlige gule nuance” tænkte hun, da hun trådte tilbage i lokalet. Hendes tanke blev afbrudt af morbroren, som udbrød: ”Ja, vi har jo købt nyt sommerhus i Rågeleje”, hvorefter der kom et langt hoverende grin, som mest af alt lød som en traktor, der ikke ville starte. ”Tillykke” sagde tanten indædt og bad meget insisterende om æggesalaten. ”Hvorfor har I ikke fundet noget i Gilleleje i stedet for, spurgte hendes mand med korslagte arme. ”Der er meget bedre beliggenhed og så er husene også langt billigere!”. Der blev pludselig stille omkring bordet – tåkrummende stille.
”Skal jeg ikke lige hente noget mere pålæg?” spurgte tanten, og bar prompte silden af bordet. Ude i det slidte køkken med laminatgulv, anrettede hun nu kødpålægget sirligt på en Mads Stage tallerken med ænder på. Hun drømte sig væk. ”Åh, min mand er en idiot”, tænkte hun. ”Han skal altid gøre alting op i penge og lege bedrevidende”, mumlede hun helt stille for sig selv. Hvis hun dog bare havde holdt fast i den flotte udvekslingsstudent med de stålsatte koksgrå øjne fra idrætshøjskolen i 1978, hvordan havde hendes liv så ikke set ud den dag i dag? Måske hun ville have levet et eksotisk liv med tangodans og velsmagende cocktails ved den spanske sydkyst?

Tantens unge niece – med den glatte hud og det kraftige hår, fornemmede sin tantes frustration, og gik derfor ud i køkkenet, for at spørge, om hun havde brug for hjælp. Næsten uden at sige et ord til hinanden, blev de indirekte enige om, at de langt hellere ville være et andet sted. I stilhed skar de tomater ud i sirlige tynde skiver. Længselsfuldt kiggede de på skift ud ad køkkenruden, hvor oldemors gamle blondegardiner stjal det meste af lyset. Vejret var gråt udenfor og mindede mest af alt om noget fra en svensk krimifilm. Det eneste opsigtsvækkende var tantes røde cykel, som stod op af stakittet. Hun måtte have glemt at stille den ind i karporten? Tænkte niecen. Tante havde nemlig ikke cyklet siden hun blev gift – og det måtte være et årti eller to siden efterhånden.
Ude fra køkkenet kunne man høre, at stemningen spidsede til inde i stuen. ”Det må være al den kryddersnaps”, tænkte niecen, som var godt træt af den danske drukkultur. Tanten klippede meget mere purløg end der egentlig var behov for – bare for at trække tiden og pinen ud. Hendes hænder rystede så meget at hendes guldarmbånd klirrede. Høfligt men uinteresseret spurgte tanten, om det gik godt på studiet. Den unge niece nikkede og svarede: ”Ja, det går fint”, da hun ikke rigtig kunne overskue tanken om at skulle forklare, at hun nu var droppet ud af endnu et studie. ”Hvis der bare for én gangs skyld var en, som ville spørge hende om noget andet” tænkte hun.
De gik ind i stuen med det velanrettede kødpålæg med friskskåret grønt som tilbehør. Onklen var i gang med at fortælle at de skulle til at købe en ny stangsmart firhjulstrækker – en VW Touareg. ”Nå!”, sagde de andre forundret og lettere misundelige over hans kommende materielle erhvervelse. ”Den har ovenikøbet en sort læderkabine” gnæggede onklen imens han veltilfreds lod sine arme hvile på stolens armlæn, som var det en guldbelagt trone. Han havde holdt denne nyhed tilbage hele formiddagen, så han kunne trumfe i succesræset henover mormors gamle udtræksbord.
”Hvorfor er jeg overhovedet her”, undrede niecen sig, uvidende om, at de andre familiemedlemmer tænkte nøjagtig det samme – men ingen turde sige det højt.
Onklen var henrykt og fik gåsehud ved tanken om, at han havde sejret ved middagsbordet. Netop han havde opnået den største succes siden familien sidst sås. Det troede han i hvert fald.

For enden af lokalet var børnebordet placeret. Nogle af de mindre børn konstaterede, at kødpålægget smagte mærkeligt. De voksne slog det hen og vurderede, at de nok bare var kræsne og utaknemmelige. Onklen var også træt af, at de snotunger evigt og altid skulle med til den årlige påskefrokost. De ødelagde altid et eller andet. Sidst havde de mudret den helt nye cremefarvede sofa til med deres beskidte fingre og de var ikke engang færdige med at betale af på den endnu. Egentlig syntes han, at hans bror havde været en vag far for sine børn. Opdrage dem kan han heller ikke, tænkte han for sig selv imens han sukkede.
Tanten følte sig ramt på sin rolle som værtinde. Havde hun ikke gjort det godt nok siden børnene ikke kunne lide hendes mad?
Den unge nieces far, som også blev kaldt ”lillebror”, havde snedig som han var, bevidst ventet med at lægge sit trumfkort på bordet. Han klappede onklen hårdt i ryggen med to store dunk og udbrød så:
”Ja, jeg er jo så endnu engang blevet forfremmet og har fået egen firmabil”.
– ”Nøøøj, hvor er det bare flot klaret – du knokler også altid så hårdt ”, sagde familien. Lillebror nød at se onklen bide sig så hårdt i underlæben, at den forsvandt. ”Er jeg den nye silverback ved udtræksspisebordet, eller hvad?” – tænkte han kålhøgent, hvorefter han sendte et smørret smil afsted til den anden ende af bordet.

Tante blev ved med at gruble over børnenes udmelding – så meget at hænderne rystede igen. Smagte kødpålægget mærkeligt? Hun duftede til det og konstaterede, at hun nok grublede for meget – det havde hun i hvert fald fået fortalt så mange gange før.
Morbroren mærkede en knugende fornemmelse i sin mave. Det føltes mest af alt som om, at en masse tennisbolde spillede 7-stjerne op af hans indre organer. Han undrede sig over, om de andre mon kunne se, at han følte sig stærkt utilpas? Pludselig knurrede hans mave så højt, at det lød som en australsk didgeridoo. De andre lo højlydt og den pressede stemning forsvandt for en kort stund. ”Hva’ satan gamle, er du mere sulten?” blev han spurgt. Han grinte nervøst og bad om at få rakt roastbeef’en og den revne peberrod over til sig. Pludselig rumlede det også i niecens mave. Egentlig ville hun gerne ud på toilettet, men følte at det virkede upassende, når hun lige havde været derude for få minutter siden. Ligesom sin tante havde hun undret sig over det mørkebrune gamle bidet på badeværelset. Pludselig slog det hende, at det måske ikke var så ringe endda, hvis man havde fået alvorligt maveonde – eller racerrøv, som hun kaldte det.

Selskabet blev enige om, at de ville slå mave, før det helt store ostebord blev sat frem.
Mændene i forsamlingen stormede ud i karporten for at kigge på onklens nye grill. Morbroren sparkede forsigtigt til det ene af grillens hjul. ”Han må virkelig have en midtvejskrise”, tænkte han for sig selv. Alligevel ærgrede han sig over, at det ikke var ham, som havde en stor smart gasgrill. En firhjulstrækker havde han heller ikke, og for nylig var han blevet afskediget på sit arbejde på grund af nedskæringer, men dette turde han ikke sige til de andre. Var han overhovedet lykkedes her i livet, spurgte han sig selv?
Onklen ævlede op og ned af stolper om hans spritnye hobby – grillen!
For tre uger siden, havde hans læge fortalt ham, at det desværre kun gik en retning med hans forhøjede blodtryk og kolesteroltal. Onklen var faret ud i raseri og afmagt fra lægehuset. Fandeme nej om sådan en gammel nar skulle fortælle ham, hvad han skulle spise og gøre! Samme dag havde han købt grillen og 6 flasker rødvin på tilbud. Da han kom hjem, havde tante med himlende øjne og korslagte arme sagt, at hun inderligt fortrød beslutningen om fællesøkonomi. Onklen fik straks dårlig samvittighed – han vidste godt, at han ikke altid slog til som ægtemand. Han prøvede at sælge idéen til hende, ved at fortælle, at den var tiltænkt som en familieinvestering. Han malede et idyllisk – men utopisk billede for hendes indre blik. Nu skulle de rigtig bruge mere tid sammen, sidde og se på sene solnedgange og drikke franske vine fra deres kommende udestue, som han stadig ikke havde bygget. Hun købte præmissen, faldt ham om halsen og fortalte ham, at han var en romantisk mand.
”Bomben afværget”, tænkte han.

Den unge nieces maveonde blev værre og værre og børnene fra børnebordet begyndte også at beklage sig mere insisterende og højlydt. Tantens hænder begyndte at ryste endnu mere nervøst, end de tidligere havde gjort ude i køkkenet. I længere tid havde hun godt nok dagdrømt om at forgifte hele familien. I en dokumentar fra BBC havde hun set, at det ikke var ret besværligt at anskaffe smagsneutrale giftstoffer fra internettet. På den årlige svampejagt ville det heller ikke være særlig svært at forveksle puklet giftslørhat med de smagfulde kantareller. Man ville nemt kunne sløre smagen og synet af giften med lidt saucekulør og krydderier. ”Saucekuløren skal alligevel snart bruges” tænkte hun, da sidste frist snart var overskredet. Dette kombineret med hendes uovertrufne evne til at lave gryderetter ville helt sikkert virke effektivt! Pludselig blev hun ramt af koldsved og en følelse af, at halsen havde snøret sig helt sammen. ”Måske har karma eller gud hørt min indre skamfulde bøn?”
Hun måtte væk herfra, tænkte hun panisk! Tænk sig, hvis de faldt døde om som fluer? Hun stak familiemedlemmerne en hvid løgn om, at hun havde glemt at købe smør, så hun ville cykle op til den lokale Netto efter det. Turen tog cirka 13 minutter, så hun ville hurtigt komme tilbage. Det var i hvert fald hvad hun fortalte dem med en lettere hyperventilerende stemme.

Vil du dele med verden?

Carina Randeris

Tak fordi du læser med! Dette er hvad jeg kalder et “indfald” – illustreret læsning omkring dét at være et kreativt menneske. Skulle du få lyst, er der mange flere indfald her på siden, som du kan hygge dig med.

Få besked om nye indfald

facebook2
instagram2
pinterest2

Flere indfald som dette