Hvad er publikum for en størrelse?

Her på det sidste har jeg reflekteret en del over, hvad et ”publikum” er for en størrelse. Baggrunden for disse tanker udsprang af, at en god veninde spurgte mig, om jeg ikke var nervøs for hvordan min hjemmeside ville blive modtaget?
For at være helt ærlig, så havde jeg på daværende tidspunkt ikke rigtig taget stilling til, at andre mennesker rent faktisk kom til at se siden. Jeg var så stærkt optaget af at få alt indholdet på plads – og derfor havde jeg glemt, at der måske ville komme et rigtigt publikum på et tidspunkt.
I virkeligheden tror jeg slet ikke, at jeg ville turde skrive og tegne så meget som jeg gør, hvis jeg midt i den skabende proces var optaget af – eller bevidst omkring, hvem der ville komme til at se mine ting. Faktisk ville det være utrolig frygtindgydende, for indtil værkerne eller teksterne er lavet færdige, er det én stor eksperimenterende rodebutik.

Jeg finder det interessant, hvordan man som menneske reagerer forskelligt på at blive betragtet af et publikum. For nogle er det deres stjernestund, hvor de føler sig i deres rette element, mens det for andre er noget af det mest nervepirrende og grænseoverskridende, de ved. Personligt tror jeg, at jeg ligger – ligesom så mange andre – et sted mellem de to yderpoler.
Jeg har gået og tænkt over, at publikum i virkeligheden er et lidt fiktivt begreb for mig, eftersom jeg jo ikke særlig ofte oplever et fysisk møde med beskuerne af mine værker eller læserne af mine tekster. På den måde er min udtryksform en smule indadvendt.
I modsætning til en musiker eller en skuespiller behøver jeg ikke at være fysisk tilstede foran mit publikum, for at min kunst kan betragtes og opleves, hvilket jeg har det utrolig godt med!

Forskellen på forskellige kunstarters forhold til og behov for et publikum

Jeg beundrer særligt musikere for deres mod og deres evne til at håndtere publikum. Musikere er i sandhed blæksprutter, som skal have mange forskellige arbejdskasketter på. En ting er, at de skal skabe deres musik og kunst, men noget andet er, at de skal stå på en scene og performe – og dermed modtage en meget direkte og ufiltreret respons fra deres publikum. Musikere skal jo allerhelst kunne levere varen hver gang og spille ”like there is no tomorrow”. Man kan selvfølgelig sige, at musikere på samme måde som en billedkunstner eller en forfatter har afsluttet deres proces når de har kreeret et færdigt værk – i form af et album. Forskellen er, at der ligger et lige så stort pres på musikernes formidling og performance, som der er på selve deres værk.
Jeg tænker ikke, at forfattere og billedkunstnere skal kunne præstere helt på samme måde. Sagt med andre ord – så taler værket måske mere for sig selv indenfor de to kunstgenrer, og derfor er der ikke det samme pres på formidlingen fra et fysisk publikum?
Måske er det musikernes evne til at kunne præstere og performe indenfor flere områder, der gør, at musikindustrien er så stor som den er? I den forbindelse kom jeg til at reflektere over, om en udøvende kunstners succes er proportionel med antallet af publikummer? Og om man overhovedet kan kalde sig ”udøvende”, hvis man ikke har et publikum?

Kunstnerisk og teknisk udvikling

For nylig genfandt jeg nogle tegninger og tekster, jeg har lavet for et par år siden. Gensynet vakte lige dele begejstring og krummede tæer. Man kan virkelig se sin egen udvikling – både teknisk og personligt, når man genfinder gamle ting, man har lavet. Flere af tingene var stadig originale, gode og sjove. Andre var noget værre makværk, som jeg måtte grine en smule af. Måske er det i grunden en meget almindelig og ikke mindst naturlig reaktion på en tur i gemmerne?
Gensynet fik mig atter engang til at tænke på, hvordan jeg forestiller mig, det må være at være musiker. Personligt kan jeg jo bare gemme mine gamle tegninger og tekster væk, skille mig af med dem eller lade være med at fremvise eller udstille dem igen, hvis jeg er vokset fra dem.
For en musiker forestiller jeg mig, at det må være radikalt anderledes. Til en koncert har publikum ofte en forventning om, at musikeren eller bandet spiller deres største hits, og kan blive helt skuffede, hvis de undlader at spille deres kendteste numre. Det må virkelig være lidt af et pres, tænker jeg!
Forestil dig et band som har været aktivt i over 20 år og lavet et utal af albums. De har formentlig skiftet stil og udtryk i deres lyd gennem årene, men alligevel forventes det af dem, at de skal spille deres største hits fra deres debutalbum igen og igen, år efter år og med den samme brændende entusiasme. Jeg tænker, at man som musiker af og til må græmmes, da man er blevet meget dygtigere teknisk og man gerne vil vise sit publikum, hvor man er i sit kunstneriske virke på nuværende tidspunkt. Måske er der noget af ens egen musik, man vitterlig ikke bryder sig om længere?
Det kan også være, at det trækker én tilbage til en periode af ens liv, som man ikke er synderligt interesseret i at blive mindet om? Det må være svært at være fastholdt i en bestemt rolle eller genre. Skuespillere må af og til have det på samme måde – altså det der med at være fastlåst i en bestemt rolle, fordi publikum har en bestemt forventning om, hvilken karakter de skal spille.

Egne tanker om et publikum – som udøvende

På den måde har publikum en form for magt eller medindflydelse på en udøvende kunstners arbejde og virke. Mødet mellem afsender og modtager finder jeg utrolig interessant! Man kan diskutere, om en kunstners arbejde har en værdi i sig selv, hvis der ikke er nogle beskuere eller et publikum til at betragte det? Selv har jeg ikke en klokkeklar holdning til dette udsagn.
Dog ved jeg, at den respons jeg modtager på mine kreative udskejelser, har en stor betydning. Det er særlig interessant at få et indblik i, hvordan andre oplever ens tekster og værker. Ofte er det overraskende og tankevækkende, hvordan andre mennesker forstår og ser på ens ting. I det hele taget finder jeg generelt ’perception’ enormt fascinerende: Oplevelsen af, at et publikum bestående af mange mennesker kan observere eller opleve den samme ”ting”, men få et vidt forskelligt billede eller forståelse af, hvad det er, de lige har overværet.
Disse refleksioner er guld værd og bidrager ofte til ny inspiration og masser af idéer.
For mig er det allermest spændende ved et publikum, at man kan få noget til at gro. Igennem en tekst eller et kreativt værk, kan man så en lille tankespire, som kan vokse videre i et andet menneskes bevidsthed. Samtidig oplever jeg også, at en reaktion eller en kommentar fra publikum påvirker mig den anden vej rundt – det kan få mig til at indse nogle ting eller reflektere over noget. Netop af den grund finder jeg den direkte eller indirekte dialog med et publikum uhyre interessant. Måske er det i virkeligheden en form for vidensdeling – forstået på den måde, at man bliver indviet i noget man ikke havde kendskab til, eller havde sin opmærksomhed rettet mod, i forvejen?

Egne tanker om et publikum – som beskuer

Når jeg er beskuer af et værk eller er publikum til en koncert, så oplever jeg ofte, at jeg får udvidet min horisont. Jeg får adgang til nogle tanker, et stemningsfyldt univers eller en viden, som jeg ikke havde forinden. Derved får jeg en unik mulighed for at opleve nogle andre perspektiver på tilværelsen, end dem jeg selv kender til. Jeg vil vove den påstand, at man får udviklet sin empati, hvis man tillader sig selv at betragte omverden gennem andres øjne. Det er i sandhed en gave at opleve den identifikation der opstår, når man betragter et andet menneskes kunst.
Du kender sikkert følelsen af at kunne genkende dig selv i en særlig karakter fra en bog, eller at du kan relatere til en sangers tekst om sorg. Den spejling skaber et universelt sprog, hvor publikum og den udøvende kunstner er i øjenhøjde. Det sociale hierarki bliver ophævet, maskerne falder af og man står som beskuer og har en lille hemmelighed for sig selv sammen med kunstneren – fordi man ved, at de har oplevet, forstået eller følt noget på samme måde som en selv.
Langt hen ad vejen, tror jeg, at vi mennesker har behov for at betragte andre for at kunne positionere os selv i forhold til dem. Det lyder måske så fornemt, men det jeg mener er, at vi kan bruge spejlingen – eller manglen på samme til at finde ud af, hvem vi selv er i relation til det eller de mennesker, vi betragter.
Uden et publikum ville den udøvende kunstner ikke modtage respons – og ville derved ikke få rokket ved sine forestillinger og sin opfattelse af verden. Det samme gælder for publikum, der heller ikke ville få anfægtet deres anskuelser. Symbiosen mellem den udøvende kunstner og publikum er derfor helt essentiel og uundværlig!

Vil du dele med verden?

Carina Randeris

Tak fordi du læser med! Dette er hvad jeg kalder et “indfald” – illustreret læsning omkring dét at være et kreativt menneske. Skulle du få lyst, er der mange flere indfald her på siden, som du kan hygge dig med.

Få besked om nye indfald

facebook2
instagram2
pinterest2

Flere indfald som dette