Billede af et par hænder med en knotatovering - også kaldet knuckle tattoos, med teksten "tarm skyl".

Grimme knuckle tattoos

Som en form for public service kan jeg starte med at sige, at tatoveringer på hænderne faktisk er ulovlige her i Danmark. Når det så er sagt, kan man jo godt lege med tanken om, hvad man kunne få skrevet på sine knoer, hvis det nu var lovligt. Hvis du lader dig inspirere af mine bud på knuckle tattoos og alligevel får lavet en af ovenstående tatoveringer, så vil jeg gerne fraskrive mig et hvert ansvar for dit vovemod! ?

Stærk kaffe og en kuglepen i tasken:

I sommer havde min kæreste og jeg været til en rigtig god koncert. Det var en af de der koncerter, hvor man ikke har lyst til at tage hjem bagefter, fordi energien bare er alt for god. Vi besluttede os derfor til at tage ud og få en enkelt drink inden, vi ville vende snuderne hjemad. Vi havnede på en irsk bar i Odense, hvor vi bestilte to gange irish coffee. Der var ingen tvivl om, at de var irske og vi blev da derfor også lidt muntre og snalrede. Flødeskummet fra kaffen opløste min røde læbestift, så jeg besluttede mig for at friske den op.
Da jeg rakte min hånd ned i tasken efter læbestiften, fandt jeg i samme snuptag en kuglepen, som jeg også hev med op af dametasken. Alt imens jeg rettede læbestiften begyndte min kæreste at tegne på den serviet og papbordskåner, der fulgte med kaffen. Det gør mig altid så glad når han tegner!
Han spurgte mig, hvad han skulle tegne, hvortil jeg svarede: ”En flot laks”. Han kiggede noget forundret på mig, men gik med på idéen. Da fisken var tegnet færdig, blev det min tur til at tegne. Det slog mig, at ordene flot laks bestod af otte bogstaver – lige nok til en tatovering på knoerne. Derfor spurgte jeg min kæreste, om jeg måtte skrive det på ham – hvortil han grinede og svarede ”Ja, selvfølgelig”. Efter at han havde fået sig en primitiv ny ”tusch-tatovering”, blev det selvfølgelig hans tur og han skrev et eller andet fjollet på mine knoer.
Der gik sport i at tegne de flotteste motiver og skrive de sjoveste ting på hinandens hænder og arme, så vi glemte alt om tiden. På et tidspunkt kom der en noget forvirret bartender ud og tog os på fersk gerning i at tegne på hinanden. Han grinte og sagde, at baren skulle til at lukke om lidt. Vi cyklede hjem – og historien slutter her for en stund.

De tre F’er – fredag, fødselsdag og flaskevin:

En måneds tid eller to senere var min kæreste og jeg ude at spise på en italiensk restaurant i København for at fejre hans fødselsdag. Vi bestilte to gange pastaretter, da det var en af husets specialiteter. Til maden bestilte vi lidt vin, da det hører sig til og fordi vi lige skulle ”flotte os” den aften. Vi sad ude i restaurantens baggård, som var helt udenlandsk i stilen. Stemningen og ikke mindst vinen var god. Normalvis drikker min kæreste og jeg ikke rigtig og vi kom derfor til at snakke om, hvornår vi sådan sidst havde været ude at føjte. Vi kom frem til, at det nok måtte være den aften efter koncerten, hvor vi fik rigtig stærk irsk kaffe. Der var mange mennesker på restauranten den aften og der var derfor lidt ventetid på maden. Min kæreste: ”Har du en kuglepen i tasken?”. Jeg lo og sagde, at det nok ikke var passende at tegne på hinanden på denne lidt halvfine restaurant. I min taske fandt jeg en lille blok papir og en kuglepen frem. Atter engang tegnede min kæreste en fin figur til mig. ”Kan du egentlig huske, hvad jeg skrev på dine knoer dengang på baren?” – spurgte jeg. Han måtte tænke sig om for en stund. Langt om længe kom vores mad – det var en pastaret med laks, hvortil min kæreste udbrød: ”FLOT LAKS”. Tjeneren sagde: ”Tak og velbekomme!”.

Kuglepennen og papirblokken blev skubbet til side og vi begyndte at spise. Maden var lige så god som stemningen og vinen. Mens vi spiste, begyndte vi at snakke om, hvad man ellers ville kunne skrive af sjove ting og sager på sine knoer. I takt med at mørket brød frem og vinflaskens indhold svandt ind, blev idéerne mere livlige, muntre og skøre.
Da vi var færdige med at spise, fandt jeg blokken frem og begyndte at skrive alle idéerne ned, da jeg tænkte, at de ville kunne bruges til noget sjovt en dag. Vi nåede frem til tyve mulige tatoverings-forslag, inden vi gik til kaffen og dernæst betalte regningen. Efter besøget på restauranten skulle vi hjem til min søster. Vi havde fået lov at sove hos hende til dagen efter, så vi ikke skulle med toget sent om aftenen.

Den interne leg udvides og bliver til en reel liste:

Min søster spurgte ind til restaurantbesøget. Vi fortalte vidt og bredt om maden og den gode stemning, men vigtigst af alt fortalte vi hende om vores ”knuckle tattoo-liste”.
Min søster som er lidt af en sprognørd, lyste helt op og syntes at idéerne var sjove. Faktisk hoppede hun med på legen med det samme. Vi satte os i hendes sofa og straks var vi i gang. Hele aftenen brugte vi på at idégenere mærkværdige ting, man kan skrive på sine knoer. Efter et par timer var vi ved at løbe tør, så vi holdt en pause og satte noget hyggeligt på fjernsynet. Inden vi nåede at gå i seng, vendte min søsters kæreste hjem fra sit daværende bartenderjob. Han spurgte ind til vores aften, hvortil vi forklarede ham om listen. Han kom lynhurtigt op med et par idéer og jeg skyndte mig at skrive dem ned, inden vi gik i seng.

Dagen efter tog min kæreste og jeg hjem igen. Jeg bladrede listen igennem i toget og var meget imponeret over det antal idéer, vi sådan helt spontant kunne diske op med. Mest af alt gjorde det indtryk på mig, hvor stor en fællesaktivitet det blev at komme med disse sjove forslag til en potentiel knotatovering. Jeg tænkte, at det her altså var lidt af en guldgrube! På daværende tidspunkt vidste jeg ikke, hvad i al verden denne fjollede liste skulle bruges til. Jeg vidste bare, at listen skulle frem i verden og at den havde potentiale til et eller andet sjovt og stort.

De efterfølgende dage, begyndte jeg at kategorisere og arkivere alle de idéer, som vi fire mennesker var nået frem til den aften i september. Der er ikke noget bedre end at sætte verden i system, hvis du spørger mig. Jeg viste den nye opdaterede og emneinddelte liste til min kæreste. Han var vild med den! Derfor besluttede jeg mig for i samarbejde med min kæreste at illustrere og nedskrive listen i håbet om, at nogle af jer læsere derude, vil være med på legen.

Så ja, illustrationen og dermed ”grimme knuckles”-listen du ser oppe øverst i indslaget, er et produkt af en stærk irish coffee, en flaske italiensk hvidvin og en hyggelig weekendtur hos min søster.

Jeg håber, at du kan lide listen og at du måske har lyst til at lege med. Hvad er det mest kiksede, sjove eller mærkværdige du tænker man kunne have skrevet på sine knoer?

Ps. Efter jeg havde lavet illustrationen færdig, opdagede jeg, at Rene Diff kun er med et ’f’. Jeg beklager selvfølgelig mange gange, at jeg ikke har lavet min research ordentligt, men jeg antager, at du som læser, lige kan klare det! 🙂

Vil du dele med verden?

Carina Randeris

Tak fordi du læser med! Dette er hvad jeg kalder et “indfald” – illustreret læsning omkring dét at være et kreativt menneske. Skulle du få lyst, er der mange flere indfald her på siden, som du kan hygge dig med.

Få besked om nye indfald

facebook2
instagram2
pinterest2

Flere indfald som dette